Månen, Jordens eneste naturlige satellit, har forskellige karakteristika, der gør den til et fascinerende himmellegeme. Her er nogle af dens fremtrædende træk:
- Kratere: Månens overflade er dækket af talrige kratere af forskellige størrelser. Disse kratere er dannet ved nnedslag af asteroider, meteoroider og kometer over milliarder af år. Nogle af de større kratere har centrale tinder, og andre kan indeholde mørke basaltiske sletter.
- Maria (have): Månen har store, mørke, flade områder kaldet maria (latin for have), der er gamle vulkanske sletter. Disse maria blev dannet ved vulkansk aktivitet tidligt i Månens historie. Eksempler inkluderer Mare Tranquillitatis (Havet af Ro) og Mare Serenitatis (Havet af Sindsro).
- Højlande: Månens højlande er lysere i farve og mere bjergede i forhold til havene. De er ældre end havene og menes at være dannet under en periode med intenst bombardement tidligt i Månens historie.
- Riller: Riller er lange, snoede kanaler på Månens overflade. Der er to typer: snoede riller, der ligner flodkanaler, og lige riller. De menes at være resultatet af gamle lavastrømme eller sammenstyrtede lavatunneler.
- Regolit: Månens overflade er dækket af et lag af fint støv og stenaffald kaldet regolit. Dette lag er resultatet af konstant bombardement fra mikrometeoroider og nedbrydning af klipper ved solstråling.
- Impaktbassiner: Store impaktbassiner som f.eks. Sydpolen-Aitken-bassinet blev skabt af kolossale asteroide- eller kometnedslag. Disse bassiner er nogle af de ældste og dybeste træk på Månen.
- Maria Swirls: Nogle områder på Månens overflade, især inden for maria, viser månesvirler - lyse, snoede træk, der skiller sig ud mod de mørkere omgivelser. Oprindelsen af disse virvler er stadig ikke fuldt forstået, men de menes at være relateret til variationer i Månens magnetfelt og interaktioner med solvinden.
- Maria Domes: Nogle områder inden for maria indeholder vulkanske kupler, der er hævede, cirkulære træk, menes at være resultatet af vulkansk aktivitet.
- Månelibration: På grund af formen på Månens bane og dens aksehældning kan observatører på Jorden over tid se lidt mere end halvdelen af Månens overflade. Dette fænomen kendes som månelibation.
Disse træk bidrager til Månens unikke udseende og giver værdifulde indblik i dens geologiske historie samt de processer, der har formet dens overflade gennem milliarder af år.
Se det interaktive måneatlas for at identificere kratere og andet på Månen.