En tur i mørket kan have mange formål, og det er selvfølgelig vigtigt at være klar over hvad man har lyst til at opleve, og hvad man forventer af en tur.
Vejret
Hvis det primært er stjerner, planeter, galakser og andre astronomiske objekter man interesserer sig for, er vejret den aller vigtigste faktor, når man skal vælge et tidspunkt at tage ud. Man kan ikke se noget på himlen når det er overskyet.
Her er links til et par vejrudsigter:
https://clearoutside.com/forecast/54.97/12.41
https://www.dmi.dk/lokation/show/DK/2623659/Borre,_Vordingborg/
Månen
Hvis man gerne vil se ting på himlen som ikke lyser kraftigt, er det også vigtigt at vide hvor meget månelys der vil være. I en månekalender kan man se hvornår månen står op og går ned. Her er et eksempel på en kalender, som viser månens faser og tider for de næste par måneder:
https://darkskymoen.dk/da/moon
Hvis man gerne vil se på Månens dramatiske overflade, og kigge ned i kraterne, er det bedst at gøre når det ikke er fuldmåne. Kraterne ser bedst ud ved overgangen mellem nat og dag på månen, når solen skinner skråt ned og kaster lange skygger. Linjen mellem nat og dag flytter sig hver dag, så forskellige kratere er synlige hver dag i månens cyklus. Så hvis der er et bestemt krater man gerne vil se, skal man finde ud af hvornår det er solopgang eller solnedsgang ved præcist det krater.
Årstiden
Da vi om natten kigger ud i universet i en retning væk fra solen, og vi i løbet af et år bevæger os rundt om solen, er det ikke det samme vi ser hele året.
Det er især folk som gerne vil se Mælkevejen som bliver skuffede når de tager ud en vinternat for at se den. Selvfølgelig kan vi se mælkevejen hele året, for alle de stjerner vi kan se er en del af vores galakse Mælkevejen. Men om vinteren ser vi ud i en retning væk fra Mælkevejens centrum, så det store lysende bånd hen over os er ikke synligt.
Planeter
Planeter kan kun ses når de er på samme side af solen som os, og er bedst at se når de er præcist modsat solen, og derfor nærmest jorden. Hvis man tager ud for at se en planet som er på den modsatte side af solen, er den ikke synlig om natten, og er også meget langt væk. Da de forskellige planeter i solsystemet ikke bevæger sig rundt om solen på den samme tid som os, varierer den bedste tid at se de forskellige planeter hvert år.
Her er lidt mere information om planeterne, og en oversigt over de forskellige himmellegemers position lige nu.
Meteorer/Stjerneskud
Når det er mørkt og klart vejr på Møn, kan man se stjerneskud hver nat hele året.
Men der er tidspunkter hvor der ses ekstra mange. Her er en oversigt over de vigtigste meteorsværme som kan opleves på forskellige tidspunkter af året.
Her er en liste af de oftest stillede spørgsmål.
Her er en masse gode råd til hvordan man bedst oplever nattehimlen.
God tur ud i mørket!